Posted on

Fordele og ulemper ved køb af hybridbil

FORDELE OG ULEMPER - HYBRIDBILER

Det er kronede dage for de mange producenter af hybridbiler, hvis popularitet har nået uanede højder. Globalt set hitter de både i salg og leasing, og det vidner om, at det at køre grønt ligger forbrugerne meget på sinde. Hybridteknologien er ikke længere kun for velhavende folk, da teknologien i højere grad også ses i mindre biler, der ikke er så omkostningstunge i køb.

Modsat sine kombattanter, elbilen og brintbilen, er hybridbilen meget billigere at komme i nærheden af, og uanfægtet prisen på de mange forskellige modeller og producenter er der ikke noget, der kan rokke ved det faktum, at den er særdeles miljøvenlig. Derfor vil vi her i indlægget ridse fordele og ulemper op ved køb af en hybridbil, så det er nemmere for dig at navigere i en jungle, der bare bliver tættere og mere bevokset med nytilkommere.

Fordele ved at købe en hybridbil

En hybridbil er en yderst miljøvenlig bil, som er særligt velegnet til dig, der gerne vil spare penge på brændstof og ikke vil belånes op over begge ører for at erhverve dig en fra ny. Den er meget mere tilgængelig end fx de førnævnte brintbiler og elbiler.

Yderligere er der en lang række fordele:

  • Hybridbiler holder værdien og har en højere værdi ved gensalg
  • Priserne er faldet betragteligt i seneste år og er derfor i et overkommeligt prisleje
  • Lavere vedligeholdelsesomkostninger
  • Langt mere miljøvenlige end normale benzin- og dieselslugere
  • En hybridbil er næsten lydløs både ind i og udenfor kabinen
  • Ideel bil ved meget bykørsel, små veje og masser af stop som fx ved køkørsel
  • Mindre motor og mere effektiv udnyttelse af motorkraften.

Værner du om miljøet, er en hybridbil det perfekte køretøj til dig. Det er et virkeligt grønt tiltag med henblik på at udlede mindre CO2, og selv ved korte ture som fx til købmanden eller aflevering af børn er der væsentlige besparelser på driften, da der ikke er nogen dyr koldstart, som batter på benzinbudgettet. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at vælge en hybridbil – både rent økonomisk, men også for miljøets skyld.

Ulemper ved at købe en hybridbil

Lægger du større vægt på at have en solid motorkraft, der kan mærkes, er det givetvis en benzin- eller dieselmotor, du skal have fat i. Men det er også klart de biler, der tærer på vores olieressourcer og er med til at forårsage skade på miljøet.

Der er dog visse ulemper ved at erhverve en hybridbil:

  • Hybridbiler er faldet i pris, men koster stadig noget mere end en almindelig bil, som ville svare til det samme som hybridbilen
  • Kører du meget på motorvej ved samme hastighed, er der en mindre besparelse på brændstof end ved bykørsel
  • Selve besparelsen på brændstof kan tage et par år, før den er tjent hjem i forhold til merprisen på en hybridbil kontra en benzin- eller dieselbil
  • Der er et klart minus på hastigheden. En hybridbil er hurtig i optrækket, men så stopper det også der. Der er lagt størst fokus på miljøvenligheden, samtidig med at der er blevet skruet ned for motorkraften

Hybridbil – ja eller nej?

Nærer du omtanke for miljøet, og er det et vigtigt parameter, når du skal købe bil, er en hybridbil det oplagte og klart mest fornuftige valg. Er det motorkraft og hurtighed, der betyder mest, så er det ikke. Du skal derfor gøre op med dig selv om, hvad det er, du vægter højest, og hvilket formål du skal bruge den til. Kører du meget motorvej uden kø, eller står den på bykørsel og meget start og stop?

En hybridbil er for dig, der vil spare penge i længden på brændstof og vedligeholdelse samt sætter det sociale ansvar i højsædet. Der er kommet rigtig mange gode hybridbiler til, som ligger i et humant prisleje, og hvor udstyret også er kommet rigtig godt med.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *